Mange nye børn, få kvadratmeter, et lille hus ”gemt” lidt væk. Hvad kan tiltrække nye børn som ikke rigtig ved hvad ”Hobbyrummet” er?

Det KAN hjemmelavede klistermærker – og så det gratis……….

Godt besøgt har hobbyrummet været i august måned og der er flittigt produceret klistermærker. Nogle gik all in og fik lavet over 100 stk, andre fik lavet lidt mindre og nogle var lige inde snuse hvad det hele gik ud på.

Det har været superhyggeligt, de nye børn fik introduceret hobbyrummet; at vi ikke laver alt på én gang, men deler det op i små temaer, at det typisk koster noget, hvordan man betaler og ikke mindst at rydde op efter sig selv.

Det bedste var dog vi fik lært hinanden lidt bedre at kende.

Skulle man få lyst til at lave klistermærker hjemme er det ganske enkelt ud over at ens printer måske kan blive lidt overophedet.

Man skal bruge:
Bagepapir
Bred klar pakke tape
En saks
Printet motiver

Motiverne kan man evt. finde på nettet, der har jeg søgt på ”Stickers” efterfulgt af en farve man nu kunne tænke sig, f. eks Stickers pink. Søger man på ”Stickers WSCO” kommer der også mange hits frem. Man kan selvfølgelig også lave klistermærker fra fotografier, billeder, udklip fra blade eller designe sine helt egne.

Det man så skal gøre, er at klippe motiverne ud, det bliver pænt hvis man klipper motiverne ud med en lille hvid kant omkring emnet.

Dernæst klæber man bred pakketape ud på bagepapiret.

De udklippede motiver klæbes nu fast til tapen. Man kan med fordel sætte tapen fast på et bord, den kulørte side af motivet sættes på den klistrede side af tapen. Igen – det bliver pænt, hvis motiverne er smallere end tapen, da der eller vil komme en sammenføjning af tape på selve klistermærket. Det er jo selvfølgelig ingen hindring hvis man ønsker et stort klistermærke.

Tapestrimler med motiver klæbes fast på tapestrimlerne på bagepapiret

De næsten færdige klistermærker klippes groft ud

Klistermærkerne klippes nu pænt ud. Husk at klippe så der er en synlig kant af bagepapiret, da tape-lagene ellers vil falde fra hinanden

SÅDAN!!